fbpx

Jo du har retten til at ..

være her
eksistere
have behov
have følelser
sætte dine grænser
tilpasse dig omstændigheder
ville noget
handle
elske
have din mening
være en del af flokken
have brug for tid alene

Både i din hverdag og i en krise tid.

Og netop i en krise tid, som den vi alle er berørt af, lige nu, på verdensplan, på grund af coronavirus-krisen, kommer vi lettere i kontakt med det der også er, i os og omkring os.

Måske sider, tanker, følelser, handlemønstre, udviklingsstadier (som dem med guldskrift, ovenfor) hos os selv og hinanden, som vi måske ikke har været (så) opmærksomme på i vores ‘almindelige’ hverdags-bevidsthed.

Jeg er selv, i refleksions modus, på nogle andre planer end jeg har været vandt til i min hverdag, personligt og forretningsmæssigt, længe ..

Jeg har selv været ramt, i nogle timer, et par dage, af temaer omkring retten til eksistens – som jeg ved om mig (igennem mange års egen-terapi og studier) er et stadie, hvor jeg kan blive ramt. Fordi jeg har været ramt og udfordret på det område, tidligt i mit liv. Og så kan jeg også blive ramt her, når der er krise. Og når der er noget i krisen jeg ikke har indflydelse på.

Men, jeg er også virkeligt vandt til kriser. Jeg har selv oplevet mange kriser. Ligesom du måske har. Jeg er også vandt til at hjælpe mennesker i krise, i min praksis.

Så tanker og refleksioner som, er velkendte for mig, i mit arbejde, med andre mennesker, og om mig selv, er der ‘bare’ blevet skruet lidt op for, i den seneste tid, i min verden, bl.a.:

  • Hvad skal verden lære af denne krise?
  • Hvad skal vi hver især lære?
  • Hvem er du egentlig?
  • Hvem er jeg?
  • Hvad er det jeg har lært af mine kriser?
  • Hvad har du lært af dine kriser?
  • Hvordan kan vi hver især bruge det nu?
  • Hvad har min livshistorie lært mig?
  • Hvad har din livshistorie bragt af vigtig læring til dig?
  • Hvilke udviklingsstadier ryger du og jeg helt instinktivt tilbage i, glimtvis eller mere massivt, i tidsrum, når vi bliver udfordret – ud over vores komfortzone – og ud over det vi har indflydelse på?
  • Hvad vil jeg?
  • Hvad vil du?
  • Hvad trives jeg bedst med?
  • Hvad trives du bedst med?
  • Hvad er dine værdier?
  • Hvordan bidrager jeg bedst?
  • Hvordan bidrager du bedst?
  • Hvad er dine stærkeste kompetancer?
  • Hvad er du virkeligt passioneret for?
  • Udlever du det?
  • Hvad er mit unikke bidrag til verden?
  • Hvad er dit unikke bidrag til verden?
  • Hvad er din genizone?
  • Hvorfor er vi her?
  • Hvad er meningen?

Jeg er bl.a. i refleksionsmodus over det krisen minder mig om, af kriser jeg ellers har oplevet og gennemlevet og udviklet mig af og igennem, i mit liv.

Og jeg er i refleksionsmodus om, hvad jeg skal lære af og udvikle, igennem denne verdenskrise.

Da jeg gik en lille tur på gaden i går, imellem min bil og min psykolog. Min psykolog, som jeg går hos en periode igen. Jeg gik også i krise-terapi hos ham, for 25 – 26 år siden, da jeg mistede min kæreste og børnenes far, Morten, i dykker-drukneulykken ved Helnæs, hvor han var på arbejde, ombord på et af Søværnets skibe, som sergent og ny uddannet dykker. Nu og siden sidste forår, går jeg hos min psykolog, for at komme god videre, efter min lillebrors selvmord for et år siden, her d. 23. marts. Og fordi jeg også det seneste års tid har været i krise i relation til min kæreste.

Og det er ikke fordi at jeg ikke selv har min faglighed og værktøjer på de områder, mere en fuld. Men jeg er også bare et menneske, som igennem mange år har rakt ud efter god sparring og støtte, både fagligt og personligt. Det er jeg faktisk forpligtet til som psykoterapeut, at få supervision og egenterapi til både personlige og faglige udfordringer. Og jeg elsker det. At blive klogere og mere indsigtsfuld – også og ikke mindst igennem kriser.

Og et vigtigt sted i mig, der i 1994, hvor jeg mistede mine børns far, var der en stor lettelse, midt i al smerten, uoverskuligheden, krisen, chokket, overbelastningen, sorgen – at det på det tidspunkt endelig blev legalt i min verden at søge psykolog. Tidligere havde det været tabubelagt i min verden (er opvokset ude på landet i Østjylland, fra 1968 – 1988), at jeg godt havde mærket igennem nogle år, at jeg havde behov for noget hjælp til angst, til lavt selvværd, til spiseforstyrrelser, til ængstelighed, til tvangstanker og -handlinger, til selvdestruktive tendenser, .. Men det havde hidtil været skamfuldt for mig, at jeg ikke bare var perfekt (som ikke findes) og velfungerende og smuk, som jeg gerne ville fremstå som. Men som var helt i kaos inden i og i relation til andre.

Nå men krisen min lille gåtur mindede mig om, i går, hvor jeg mødte, nærmest ingen kørende biler, og kun få andre fodgængere, var da vi havde olie-krisen, med bilfrie søndage, det må være engang i 70’erne. (Jeg er født i 1968). Jeg kan huske frygt-stemning fra de voksne. (Som jeg også gjorde det, når der var meget snak om tvangsauktioner, mund og klove syge, i besætninger på gårdene (og lige omkring min konfirmation – så jeg frygtede at den ikke blev til noget, og at de gæster jeg så gerne ville have med ikke kunne komme)). Og jeg husker frygten for ildebrand, ikke mindst på grund af stråtaget, på det gamle smukke stuehus, og frygten for at hunde og køer og mine søskende og forældre skulle blive påkørt af biler, når køerne dagligt, i sommer halvåret, skulle gendes over den store vej, med biler, lige midt imellem to vejsving. Fordi det nu engang er der gården ligger. Så ikke noget at sige til at jeg med mit sensitive og introverte væsen, udviklede en ikke lægeligt, men psykologisk diagnosticeret angst og ængstelighed. Men jeg husker også roen, solen, sneen, gåturene, skridtene, forventingen om noget godt, søndagenes stille ro, imellem træer og tage. Og ikke mindst roen og tiden, som jeg mærkede i rummet med mine forældre, som om søndagen tog mere tid til at være med os børn, end i hverdagen, hvor der var mange gøremål på min barndoms gård.

Kriser er SÅ meget invitation til vækst. Læring. Nye indsigter. Refleksion. At se nye muligheder. Finde nye veje at gå. Udvikling. Og det var jeg også god til, som barn, at finde på. At udtænke løsninger. At forestille mig. At skabe, designe tøj, gymnastik, indrette, kreere mad. Ud af de ting og omstændigheder der var. Og ud fra et ønske om at ville gøre ting bedre end jeg nogen gange oplevede at de var.

Kriser er også anledning til frygt, uro, afmagt, opgivelse, resignation.

Hvilken af de to veje vælger du?

Det er et valg, fra øjeblik til øjeblik, bevidst eller ubevidst.

Der var engang, inden jeg mistede børnenes far (i 1994), hvor jeg nogen gange tænkte at hvis noget så forfærdeligt skete for mig, at hvis jeg mistede nogen, eller hvis der skete noget slemt, med nogen af dem jeg holdt af, eller i verden – så ville jeg bare sætte mig hen i et hjørne og ikke kunne noget.

Det var ikke hvad der skete. Snarere tvært imod.

Beskeden om at mine børns far, Morten var omkommet, under dykning, en smuk solskins middagsstund, i Helnæsbugten, d. 8. april, 1994, blev anledning til at jeg lærte en kraft og styrke i mig selv at kende, som klart altid havde været der. Men som jeg så langt fra altid havde identificeret mig med, bland andet jævnfør min angst og ængstelighed og også generthed og indadvendthed og et meget lavt selvværd. Men min indre styrke og viden, trådte nu særligt og uomgængeligt i kraft. Jeg kunne ting, havde kræfter til ting. Havde meninger om ting. Som var klare. Samtidig mærkede jeg sorg, og magtesløshed, manglende overskud, og overskuelighed.

Men kraften og styrken inde fra. Viljen til at få det til at ske, som skulle ske, som var nødvendigt, med to små børn (på h.h.v 9 mdr. og 2 år). Og som var nødvendigt for min og deres  basale trivsel. Og som var uigenkaldelig, fordi det var nu, der skulle tages stilling til, mindehøjtidelighed på havet hvor drukneulykken fandt sted. At se min afdøde mand, 14 dage efter ulykken, da han blev fundet af nogle af hans dykkerkollegaer, fra Frømandskorpset. At  rumme at han ikke kunne blive i sin for mig smukke ‘grav’ i havet. At tage stilling til hvor han så skulle begraves. Og om han skulle begraves. At skrive min tale til ham, til mindehøjtideligheden og til begravelsen. At tage stilling til hvilke blomster, hvilken kiste, hviske billeder af vores små børn og mig, han skulle have med i kisten. At tage stilling til hvor mine børn skulle gå i henholdsvis vuggestue og børnehave. At skulle beslutte, om jeg skulle starte uddannelsen til pædagog (efteråret 1994), som jeg havde planlagt. … At starte op som selvstændig terapeut (1999) .. At forholde mig til familiemedlemmers skepsis og manglende tro på at jeg kunne klare mig, at forholde mig til et dagpenge og arbejdsformidlingscenter, som jeg oplevede var efter mig, o.s.v, o.s.v.

Jo vi har retten til, du og jeg, at mærke os selv. At reflektere. at stoppe op. At se ind ad. Og meget mere. I krisetider og i hverdagen.

Men gør vi det?

Gør du det?

Giver vi os tid og ro til det – på trods af måske ydre og indre pres.

Hvad nu hvis vi hver især bruger noget at coronakrisen til:

  • at se ind i os selv
  • at lære
  • at se på og være i og med vores familie (dem vi bor sammen med, hvis vi gør det)
  • at kikke nærmere på vores parforhold
  • at se hinanden i øjnene
  • at se os selv i øjnene
  • at se og finde gaven i krisen
  • at stoppe op
  • at overveje, hvor vi er på vej hen – individuelt, relationelt, med vores smukke verden og natur – er du på rette vej i dit liv?
  • at mærke efter om vi er på rette vej i arbejdslivet
  • at se på om vi kan stå inde for og trives med det liv vi har levet, indtil nu
  • at justere
  • at vælge nye veje med noget
  • at se dine livsområder efter i sømmene
  • at mærke efter om du lever din passion og dit ægte, sande livsformål
  • at komme hjem (ikke ‘bare’ hjem i vores huse) men hjem i os selv og vores væren og nærvær, med os selv og med vores nærmeste
  • at se på netop de omstændigheder du lever i og med lige nu og op til krisen – hvad er der af læring og indsigter her? Hvad skal ændres? Hvad skal justeres?
  • at rydde op
  • at give slip på det der ikke virker og ikke nærer os og vores verden
  • at planlægge
  • at lære
  • at udvikle os
  • at skabe nyt
  • at reflektere over din livshistorie – og hvad den har lært dig indtil nu – og hvor du drømmer om at den skal bringe dig hen, videre frem ..
  • at tænke: “Hvad nu hvis krisen er det bedste der er sket for mig. Så er jeg er er spændt på, hvordan jeg udvikler mig igennem den. Og efter den.”
  • at sætte sunde mål og retning
  • at reflektere over, og tage skridt i retning af det du virkeligt ønsker at bidrage med, til verden og til dit eget liv
  • at se og finde mening med krisen
  • at gå tillidens vej
  • at måske få hjælp til ikke at lade frygtens vej overmande din hjerne, din krop, dit sind, din kreativitet, dine tanker, din adfærd og dine relationer ..

 

Jo du har retten til at skabe dit liv, sådan at du virkeligt trives idet, sådan som du drømmer om – og måske mere til – på den virkeligt menneskelige og medmenneskelige måde.

En krise er en oplagt anledning til at arbejde med sig selv, reflektere forstå, dykke dybere, rejse sig stærkere.

Jeg rejser mig hurtigt, nærmest med det samme i en krise.

Det har min indre kraft lært mig. Netop i det jeg betragter som mit livs nok største krise – men også dybt givende vendepunkt. Den dag for snart 26 år siden, hvor det blev meget nærværende, fra første sekund, at jeg nu stod alene med ansvaret for mine to små børns opvækst, de næste mange år frem. (I dag er de to selvstændige, sunde, smukke, meget velreflekterende, godt uddannede, læge og ingeniør, på 28 og 26 år.) Jeg er en stolt mor, mormor og psykoterapeut. Og et stolt og taknemmeligt menneske. det har ikke mindst været i kriserne i mit liv (og jeg har slet ikke nævnt dem alle i dette skriv), at jeg har lært og udviklet mig positivt.

Nok fra mig for nu, på en fredag aften, hvor verdenens mennesker, og du og jeg, er sendt hjem. For at vi kan passe på hinanden og os selv.

Hvad nu hvis meningen og læringen med coronakrisen, og det at vi alle lige nu er tvunget til at være sammen med vores børn og bedre halvdel – eller at være mutters alene 24/7, er fordi vi har brug for at lære at være sammen med os selv, i vores eget selskab ELLER sammen med familien – uden at flygte på café, på arbejde eller til træning?

 

Kærligst
Cetrine ❤