fbpx

Glimt fra smuk familietid i mit barndomshjem, for et år siden.

Her jeg tog mine første skridt.
Og SÅ mange flere.
På markerne.
I stuerne.
I stalden og laden.
På gårdspladsen.
På brostenene, som jeg nærmest kender, hver og en.
Ved bækken.

 

I skoven.
Ved søen.
Rundt om juletræet.
Under bjælkerne.
Her jeg legede og gik ture.
Og fangede fluer.
Og redede dem, fra druknedøden, i kalvenes mælk, sammen med min lillesøster.
Og badede og fangede lakridsfisk, i badebassinet.
Her jeg byggede huler, og klart på bedste bamse (fra Bamse og Kylling) maner, tog fordele af at være storesøster, og få min lillesøster til at se fordele ved ting og brædder og huller i jorden og brosten og andre omstændigheder, som klart var mere til min end hendes fordel ..
Her vi som små piger, lavede mad til os selv i huler og haven, nogen gange af bær og salat og ærter vi plukkede.
Nogen gange af mudder og græs og blade og småsten, der blev rørt sammen og ‘kogt’ god suppe på i de små dukkegryder.
Her jeg passede og passede på min lillebror.
Det var her min far kaldte mig Anders’ lille reserve mor, hvilket jeg tog meget til mig og på mig, som en anerkendelse – og sim et nogen gange et for stort ansvar, for en både lille pige og stor pige.
Det var her jeg skreg nede på møddingen, da min lillebror samlede en regnorm op, og tillidsfuldt ville give mig den.
Og min mor sagde, at det skulle jeg lade værre med, for så ville han jo blive bange for regnorme .. det havde hun jo ret i kunne ske.
Det var her, han på et tidspunkt, for sjov begyndte at kalde mig kylling.
Og at skrive breve til sin Kylling (mig), da jeg som 20-årig rejste til Island for at arbejde på et plejehjem i Reykjavik.
Det var her jeg fantaserede.
Og lærte.
Og lærte fra mig.
I vores ‘hundeskole’ med en lang række søde og sjove fantasihunde, samt gårdens, virkelige hund, og Anders selv, som legede at han var hund, indtil den hund, for eksempel Pluto pludseligt døde.
Og min mor åndede lettet op – for så slap vi måske for at skulle kalde Anders for Pluto, eller noget andet end Anders ..
Hvortil Anders sagde: ‘.. men nu er jeg så Vaks ..!’
Og min mor så alligevel ikke åndede lettet op ..
For Pluto var så ‘bare’ blevet endnu en del af den usynlige hunderække, han havde med sig (som lille mega kær dreng).
Og han selv ville godt kaldes Vaks, en periode.
Indtil han blev en Egern Jensen, Rasmus Klump, Søren Spætte, Snurre Snup – og hvad de ellers hed – og de var alle sammen hunde.
For det var jo en ‘hundeskole’ vi legede vi havde.
Det var her jeg på mit fordelagtige storesøsterværelse, med skorstenen i midten, jeg skrev i min dagbog, (som teenager) at ‘.. det var for dårligt, at jeg skulle blive hjemme og passe min lillebror, mens mor og far skulle til folkedans ..’ (Jeg turde ikke sige det til dem ..)
‘Som om jeg ikke havde andet at tage mig til .. ‘
Det var her jeg designede og syede tøj, til mig selv, til min lillebror og -søster, til min mor og far, til min fætter og kusine.
Det er her jeg har muget ud hos kør og kalve og kaniner og høns.
Fodret dem.
Hakket roer.
Skåret roer.
Lagt kartofler.
Samlet dem op igen.
Plukket bær.
Stablet brænde.
Drukket æblemost og lyttet til Giro 413 om søndagen.
Indsunget bl.a. Kim Larsen sange sammen med min far og lillesøster på kasettebånd.
Leget familielege med min lillesøster og vores dukker og bamser.
Var skræmt fra vid og sans af de dværghøns og hane – som jeg fik i fødselsdagsgave af min velmenende tante – men som jeg på ingen måde havde ønsket mig .. de var kaldt op efter mine to kusiner, Lene og Jette og en af mine fætre, Ole ..
Min lillesøster fik en kanin, (det ville jeg også hellere have haft – men turde ikke sige det til nogen ..)
Den hed Palle, som min ande fætter, Oles storebror, og den viste sig vist at være en hun kanin.
Der kom i hvert fald hen af vejen mange kuld kaninunger.
Hanen blev til et meget arrigt væsen, af at være sat i bur med et spejl (min nogen gange legebarns-agtige, men også højt elskede far) havde sat ind til hanen, så den troede den havde fået en rival – og der efter, når den med hønsene var lukket ud på gårdspladsen og i haven, angreb os børn og min mor ..
Gjort badeværelse rent (selvom jeg hadede det) ..
Cyklet i laden, i stalden, på gårdspladsen, op ad grusvejen, ned til gården, til skole.
Taget bussen.
Oplevet at tage ansvar for køer og kalve og hunde (som blev kørt over), for mine søskende, mor og far, som barn og stor pige ..
Jeg var bange for at der skulle ske mine nærmeste noget ondt ..
Det var herfra jeg gik til spejder fra 2. – 8. kl. og ikke brød mig om det. Men troede at jeg skulle. Og derfor ikke så mulighed for at stoppe.
Det er her jeg udviklede en spiseforstyrrelse og angst .. som jeg indirekte selv bearbejdede, ved at læse alt indenfor psykologi, jeg kom i nærheden af, og skrev opgaver og stile, om ‘angst i mit hus’, ‘om at sige farvel’, ‘om at tage hinanden alvorligt’, ‘om mødet med et andet menneske’.
Og som jeg først mange år senere (i 25 – 33 års alderen) da det med tabet af mine børns far Morten, som druknede, på hans arbejde i Søværnet, blev ikke-tabu-belagt for mig at gå til psykolog, og sidenhen igennem flere år har fået behandlet igennem psykoterapi .. som blev min store passion, også at lære at udføre selv.
Dengang som ung pige, følte jeg mig ‘bare’ skamfuld og forkert, og ikke god nok – og ville gerne være rigtig og god og pæn, ..
Det er her mine børn og børnebørn og jeg selv elsker at komme til mor og far og mormor og bedstefar og oldemor og oldefar.
Det er her jeg ikke altid selv oplevede at blive set og mødt og støttet rigtigt, som barn og teenager ..
Selvom jeg er sikker på at mine forældre altid har gjordt det bedste de vidste.
Det er her mine børn, bl.a. har oplevet et overskud, fra to voksne bedsteforældre, i de mange år, hvor jeg som enlig mor, efter at jeg og vi mistede børnenes far, i dykker-drukneulykken, da de var helt små (9 mdr. og 2 år).
Og hvor mit overskud og vedholdenhed, virkeligt var sat på en langvarig, mange-årig prøve.
Trods masser af viden om (fra sygeplejestudiet, min pædagoguddannelse, egenterapi og psykoterapeutuddannelse) og gode intentioner om, hvordan man er en god forældre og mor.
Hvilket jeg godt ved at jeg har været, på den store skala. Men ikke altid syntes at jeg var, ned i nogle for mig også vigtige detaljer.
Det var her vi sidste år, på denne dag, mødtes, for at se og mærke hinanden i familien.
Og rystede og ramte at sørge over og omfavne, og se i øjnene, at min lillebrors sygdom, (bipolar lidelse) havde afgjort, at han ikke kunne leve mere.

 

 

Kærligst
Cetrine ❤