fbpx

Jeg deler nogle glimt af mine refleksioner og minder med dig, om tabet af min lillebror sidste år ..

.. Og det er som alt andet her på min side, selvfølgelig fuldkommen frivillig læsning. ❤

Sidste år oplevede jeg det, som jeg var så ængstelig for som barn; nemlig at miste nogen af mine nærmeste, eller at der skulle ske dem jeg elskede noget slemt.

Vi skulle begrave min lillebror, som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig, var noget, jeg skulle opleve, hverken som barn eller voksen.

(Selvom han faktisk det sidste lille halve år af sit liv, var blevet diagnostiseret med sygdommen, bipolar lidelse, som især tager livet af en høj procentdel af mænd der har sygdommen. Det vidste jeg. Det havde jeg læst. Men læst hen over. For det var bare ikke med i mine beregninger at min lillebror Anders, med sin lille smukke familie, og med din fysiske så vitale natur, kunne være en der tog livet af sig. Jeg ventede jo ‘bare’ på at han skulle få det godt igen. Ligesom da han tidligere havde fået det godt igen, efter svær depression, og dengang også godt hjulpet at mig, i det samtale- og psykologisk forståelsesmæssige).

Jeg var tidligt oppe, også sidste år, på denne dag. Spiste morgenmad sammen med min kæreste.

Genboen hilste over vejen, da vi var på vej ud i bilen, og kommenterede på min kærestes tøj, noget i retningen af: “Du har fået det pæne tøj på, på en hel almindelig hverdag ..”

En hel almindelig hverdag. Ja, i hans verden, og helt forståeligt – men ikke i min.

Vi kørte til Jylland. Og jeg kan huske at jeg sagde til min kæreste, at det var dejligt at være på tur sammen, at være på vej sammen.

Men, at grunden til at vi denne onsdag var på vej sammen, på ‘en hel almindelig hverdag’ ikke var ønsket eller god.

Min lillebror var noget så uvirkeligt, som død. Min lillebror skulle noget så uvirkeligt, og på samme tid noget så håndgribeligt, som begraves.

Vi kom til kirken. Og jeg gik derind. Og som en gave, midt i sorgen, havde jeg lidt uplanlagt tid med min lillebror, oppe ved hans kiste i kirken, inden nogen andre begyndte at komme ind i kirken.

Det var og er jeg glad og taknemmelig for. Det var en lille kort stund, jeg blev givet der, alene med Anders, som det nu kunne være. I stilhed. En lille stund alene med ham, som vi har haft så mange (men nu ikke nok) stunder og øjeblikke og timer og snakke sammen, bare ham og mig. Eller ham og mig i en nærværende snak om noget, som interesserede os begge, eller var vigtigt for en af os, eller noget vi lavede sjov med, mens resten af familien familiedede (måske et selvopfundet ord ..) videre.

Jeg ser stadig klart for mit indre blik, mine forældre, mine børn, min søster, min svoger, min svigersøn og mine nevøer komme gående værdigt, sammen, op til kirken. Mørkt klædt. Men levende og nærværende og tilgængelige. Tak.

Efter den smukke og berørende begravelsesgudstjeneste, med smukke sange, tårer, gråd, tanker, taler, snøft, blomster, mennesker, minder og musik, var jeg sammen med, blandt andre nære; min far og min lillesøster, til at bære kisten med min lillebror ud til graven. Og, da jeg skulle slippe kisten, sagde min stemme, som også var min indre lille piges stemme, der kom frem, helt spontant: “Det er min lillebror – det er MiN lillebror” …

Et erkendelses øjeblik, af mange. Et erkendelses skridt. Et farvel. Den sidste gang jeg bar ham. Et helt fysisk sidste slip. En helt fysisk, hånd-gribe-lig erkendelse af, at måtte slippe ham, min lillebror, i dette liv, nu.

Hvor er og var jeg heldig, og velsignet, i at have den smukkeste datter, min Mette, lige der, gribende mig i en omfavnelse. Og ikke at jeg ikke allerede havde grebet mig selv. For det havde og har jeg for længst, i bred og dyb betydning. Men altid en gave, er det, også at blive grebet af et andet menneske. Og så af min egen datter. Vi har gjort nogle meget essentielle ting godt.

Senere, efter den smukke ceremoni, ved graven. Og de mange kære mennesker der var mødt op, for at sige farvel til Anders, var jeg sammen med min søn, Jacob, den sidste der forlod Anders’ grav.

Ikke fordi det skulle være sådan. Men fordi det blev sådan. Og fordi jeg tidligt i livet har erfaret og lært, at der er ting vi ikke kan gøre om.

Og så kan man lige så godt blive, og være i, og tage ind og erkende, det der er, som er nu, og som ikke kommer igen.

At være med og omfavne det der ér.

Vi sad stille på kanten af min lillebrors grav. Da alle andre var på vej væk, eller gået. Snakkede lidt, var stille. Og sagde farvel, der. Helt jordnært.

Min søn, som jeg også stod med, på randen af hans fars og min kærestes grav, 25 år tidligere. Dengang Jacob var en lille sprællende, livfuld 9 måneders baby på min arm.

Midt i mødet med det uigenkaldelige liv, i mødet med en nærtståendes død.

Graveren kom og sagde, at nu skulle han snart til at dække jord på graven. (Han var jo på arbejde, en måske helt almindelig hverdag – i hans verden).

Og så måtte det jo være sådan.

Det tror jeg også at Anders ville have sagt, og givet mig ret i, med et et glimt i øjet, med et varmt og nærværende smil, blandet med jordnær alvor og seriøsitet. Sådan kendte jeg ham mest.

 

Kærligst
Cetrine ❤